Glem alt om romantisk hippiehash

September 27, 2017

Joachim Rosenstand skruer op for virkeligheden med en række gribende portrætfilm, der skal hjælpe DrugRebels med at klæde skole- og gymnasieelever på til at sige nej til stoffer. Arbejdet er skabt pro bono - og det virker. Se med.

 

Skrevet af Susanne Ingemann, Markedsføring

 

Hvis man vil trænge igennem til en flok 16-17-årige med budskaber om, at stoffer er noget skidt, så nytter løftede pegefingre ikke. Der skal ganske andre boller på suppen - og det ved de hos DrugRebels.

Den lille organisation har siden 2009 besøgt skoler og gymnasier over hele landet for at fortælle de unge om risikoen ved at tage stoffer, og netop nu er man i gang med at gøre sig de første erfaringer med et nyt ”roadshow” og nyt materiale - skabt pro bono af Joachim Rosenstand, tidligere kreativ direktør hos

J. Walter Thompson, i dag adjunkt på DMJX, Kreativ Kommunikation.

 

 

Det nye materiale havde premiere i sidste uge. Og det virker:

- Selv om vi kun har kørt det få gange, så var det ret bemærkelsesværdigt, hvor stille der blev i salen. Der blev lyttet på en ny og anderledes intens måde, og mange unge kom op til os bagefter og stillede flere spørgsmål til scene-teamet, fortæller Helle Præstensgaard, der er ansvarlig for DrugRebels’ roadshows, og tilføjer:

- Vi kan jo fortælle fra nu af og til Juleaften om, hvor farligt det er at tage stoffer, det er de fleste immune overfor. Men her kunne vi høre den berømte knappenål falde til jorden.

 

Tankevækkende projekt

Joachim Rosenstand har, siden J. Walter Thompson i København lukkede ned tidligere i år, forfulgt en gammel karrieredrøm og er blevet blev adjunkt på DMJX, Kreativ Kommunikation, men han holder stadig fast i sin egen kreative konsulentvirksomhed Storyland. 

 

Og da han, lidt ved en tilfældighed, mødte to af de frivillige bag DrugRebels, var han ikke i tvivl om, at her var et projekt, han gerne ville engagere sig i. Også uden at tjene en øre på det.

- Vi faldt i snak i forbindelse med en koncert i Royal Arena, og de fortalte om organisationen og om, at de gerne ville have skærpet den kommunikation, de bruger ved deres roadshows. Problemet var bare, at de ikke synes, de havde midlerne til det. Men jeg syntes, deres projekt var meget tankevækkende, så jeg sagde, at jeg gerne ville hjælpe, fortæller Joachim Rosenstand.

 

Han var i research-fasen med DrugRebels rundt på et par roadshows for at se, hvordan det foregik, tale med de unge, og med organisationens scene-teams: Typisk en læge, en tidligere misbruger og en pårørende. Og det satte tanker i gang.

 

Den rene fortælling

- Det var en meget stærk oplevelse for mig at møde mennesker, som selv eller via deres nærmeste har oplevet afhængigheden og dens konsekvenser. Så jeg var ikke i tvivl om, at deres personlige fortællinger skulle være det helt centrale omdrejningspunkt. Egentlig let nok, når virkeligheden er nok til at få budskaberne ud over kanten, siger Joachim Rosenstand.

 

Så efter mange timers snak på roadshows med de involverede personer blev det til et helt enkelt setup:

- Min fotograf Morten Raarup og jeg filmede i et helt mørkt studie, hvor interviewpersonerne skulle kigge ind i kameraet - ikke på mig - mens vi havde en dialog for rullende kamera. Det var vigtigt, at skabe en fortrolighed i situationen, og samtalerne varede nok en time hver, fortæller Joachim Rosenstand.

Han interviewede blandt andre Jones, som er tidligere misbruger, og lægen, der fortæller om, hvad kroppen siger til at indtage det ene eller det andet stof, og fortællingerne skulle stå helt rent:

- Disse menneskers livshistorier er så voldsomme, så stærke og så gribende, at der ikke skulle være andet end dem. Ingen farver, ingen effekter, ingen staffage.

 

Men hvorfor gør du egentlig det her?

- Blandt andet fordi jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvordan man som reklamemand kan bruge sine evner til at gøre noget for andre. Velgørenhed, om du vil. Så jeg er i min fritid begyndt at lave forskelligt frivilligt arbejde. Ting, som rent faktisk gør en forskel i verden, men som man sjældent har tid til i det daglige arbejde på et travlt bureau, hvor man primært løber efter bundlinjen, siger Joachim Rosenstand og tilføjer:

- Jeg hjælper med det jeg kan finde ud af – at konceptualisere historier og fortælle dem, så nogen gider høre dem.

 

Men du skal jo også undervise – så burde du ikke bruge tiden på dine studerende i stedet?

- Jeg har i 30 år arbejdet i en branche, hvor vi ikke er bange for at tage fat. Uanset hvor mange timer, du bruger. Der er et andet momentum i undervisningsverdenen, så jeg har ingen problemer med at nå det hele. Fordi, jeg gerne vil nå det hele.

- Og så giver det god mening, at have en tæt kontakt til den verden, de studerende kommer ud i. Og vigtigst af alt, så holder det mig i form. De studerende tænker jo lige som alle andre: Man er ikke bedre end det sidste stykke arbejde, man har præsteret. 

 

Hjerteblod

Ud over selve filmene, har Joachim Rosenstand hjulpet DrugRebels med at finde et bedre flow i afviklingen af deres roadshow, med hjemmesiden og med social media-aktiviteter.

 

Og hos DrugRebels er Helle Præstensgaard ikke i tvivl om, at det arbejde, Joachim Rosenstand har doneret til organisationen, er værdifuldt - på alle måder:

- For det første kunne vi jo aldrig have betalt os til det her. Og for det andet kan vi se på de reaktioner, vi foreløbig har fået, at filmene og beretningerne gør en reel forskel for både de unge, der lytter, og for vores scene-team: Vi trænger meget stærkt igennem, siger hun og tilføjer:

 

- Så for os har Joachim været de friske øjne, vi trængte til. Han kunne se, hvad vi havde brug for - at skrue op for virkeligheden - og det har han hjulpet os med at gøre, siger hun.

Læs mere om DrugRebels og deres arbejde her - og se teaser-filmen, efterfulgt af Jones’ fortælling, herunder.  

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Please reload

Arkiv
Please reload

Please reload

  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square